Hjorte og bukke – Polen 2004

Af: Ole K. Hansen

Mine oplevelser fra AMJ bukkejagtsturen, samt fra hjortejagt, Polen 2004.

 Bukkejagt.

Jeg vidste det egentlig godt – det med at træerne ikke gror ind i himlen. Man må aldrig tage et jagtudbytte som en selvfølgelig, men når vi nu havde valgt det revir som sidste år gav mig 4 bukke og 1 vildsvin på 3 dage, så havde jeg tilladt mig i det stille sind at tænke, at det da skulle gå helt galt hvis ikke det kunne give blot et par bukke. Dette var en stor fejltagelse, jeg fik ingenting. Årsagen var simpelthen sort uheld, og at de bukke jeg fik på skudhold stadig var i bast. Andre havde da også set bastbukke men ikke i samme omfang som jeg havde. Om jeg ikke så andre ? jo, jeg havde faktisk 1 fejet buk på skudhold, men var så dum at skyde forbi. Bukken kom ud af skoven, og kiggede lidt bestemt ned over marken mod en anden buk nogle hundrede meter væk. Jeg fornemmede at bukken ikke ville stå der ret længe, og skyndte mig at afgive et skud, fra et dige i skovkanten, men i skyndingen blev det en forbier. Det skud ærger jeg mig stadig over. Om jeg havde skudt 1 eller 4 bukke havde ikke gjort mig noget, men jeg må indrømme at køre tomhændet i bus 16 timer hjem fra Polen, med 32 andre jægere der tilsammen havde nedlagt 109 bukke og 4 vildsvin, det føltes faktisk som lang tid. Jeg må da med skam indrømme at jeg nok heller ikke var den mest aktive til at lytte til beretningerne om de 109 bukke det var blevet til for de andre. De 2 andre jægere på samme revir, Marie Juhl og Poul Hansen skød hver 4 flotte bukke. Marie lagde hårdt ud, med at skyde 2 flotte seksendere den første morgen, med en times mellemrum.

Marie med sine 2 bukke fra den først morgen under bukkejagten.  

Hjortejagt

Når jeg nu havde sparet en masse penge på bukkejagten, så var det jo oplagt at interessere sig lidt for den hjortejagt som JM Jagtrejser, selvfølgelig helt uden bagtanke, udleverede reklameblade for, i bussen på hjemturen. Turen lød spændende, og da hjorte jo var større end bukke var der måske også en chance for at jeg kunne ramme sådan en. En hjortetur blev derfor efter nogle uger bestilt til at skulle foregå i brunsttiden, i slutningen af september.

Turen derned

Turen foregik med JM jagtrejser, og foregik ved at men fulgtes ad, men i egne biler. Vi kørte til København og tog færgen til Polen kl. 21,00. Der var 19 jægere med på turen, og vi mødtes til en meget hyggelig fælles middag på færgen. Færgen var i havn næste morgen kl. 8,00 og bilerne fulgtes så et stykke ind i Polen, indtil de enkelte kørte fra for at komme til deres revir. Vi, jeg selv og Marie, skulle til et revir tæt ved Gdansk, og havde 330 km. at køre, hvilket næsten tog 7 timer. Ud på eftermiddagen ankommer vi til reviret, og kan få pakket ud, og få lidt at spise inden vi skal på jagt om aftenen.

Jagten

Morgenjagterne foregik ved at vi tog ud, så vi kunne sidde i en hochsitz 1 time før det lysnede. Så man ikke noget når det lysnede, purschede vi rundt for at finde hjortene. Aftnerne forløb lidt på samme måde, hvor man sad i hochsitze i de områder hvor man troede hjortene var, og evt. purschede lidt rundt. Specielt hvis vi hørte hjortene brøle i området, blev der purschet efter dem. Vejret var desværre ikke optimalt til hjortejagt. Det var lunt og regnfuldt hvilket gør at der er mange svampeplukkere i skovene der skræmmer hjortene, og hjortene brøler væsentlig mindre end når det er frostvejr. Hjortene er meget sky og opmærksomme, så det var sværere end jeg havde forventet at komme på skudhold, men utroligt spændende. Et par gange oplevede jeg hjorte der på få hundrede meters afstand brølede, mens det var mørkt. Disse brøl i brunsttiden giver en vis respekt for dyrene, man fornemmer den aggressivitet og styrke de er i besiddelse af. Vi var i kontakt med hjorte på de fleste jagter, men ofte blev man opdaget på flere hundrede meters afstand, og man så kun et glimt af rudlen når de løb væk mellem træerne.

Marie`s hjorte

På den 3. pursch er vi ude i et område med en del sump, og rørskov. Der hvor jeg sidder er der et par hinder fremme, og 11 stykker råvildt på samme tid. Marie sidder ca. 2 kilometer derfra og da det begynder at blive mørkt kommer der en del kronvildt frem hos hende. Pludselig ses et stort gevir rage op over rørskoven. Det er en virkelig stor og flot hjort, med et perfekt gevir der udover at være meget symmetrisk også har sat op med krone. En hjort og en situation der er som taget ud af en jagtfilm. Hjorten bevæger sig majestætisk rundt blandt rørene, stadig kun med geviret synligt. Efterhånden kommer den til syne, og er til sidst kun 20 meter fra hochsitzen hvor jagtføreren og Marie sidder. Marie venter på at få lov til at skyde, men jagtføreren må desværre meddele at den ikke er afskudsbar. Han vurderer hjorten til kun at være 5 år gammel, og med et så stort og prægtigt gevir, nok omkring 7 kilo, skal den gemmes som avlshjort 5-6 år endnu. Det er ærgeligt når man har været så tæt på at skyde en drømmehjort, men på den anden side må man også respektere, og have forståelse for, den afskydningspolitik der jo netop sikrer at landet har en så stærk hjortebestand som det er tilfældet. Denne hjort vil Marie huske for evigt. På den 5. pursch, ud af de 8 vi havde bestilt, havde Marie til gengæld heldet med sig, og nedlægger en meget flot 10-ender med et gevir på 6,1 kilo. Det er på en aftenjagt, hvor de sidder i en hochsitz lige inden det bliver mørkt. De har hørt en del hjortebrøl i området, og der er en hjort der brøler nogle få hundrede meter væk. De purscher efter lyden, og er pludselig i kontakt med en ruddel kronvildt, og hun skyder hjorten på 50-meters afstand fra sin skydestok. Hjorten får en perfekt bladkugle, og falder efter 100 meter. Hjorten skal hentes hjem, og der anvendes en traktor med vogn til det.

Marie med sin hjort, og jagtføreren.

Marie med sin hjort, og Ole.

I tåge og dis hentes Marie`s hjort i Skoven.

Marie med sin flotte hjort, samt de 2 jagtførere og Ole.

Ole`s hjort

Da vi nåede til den sidste pursch, som var om morgenen på hjemrejsedagen, havde jeg ikke haft  nogen skudchancer til kronvildt endnu. Dog havde vi talt med reviret om at forlænge jagten med en dag, såfremt jeg ikke skød noget på den jagt. Denne morgen tager vi ud til et område der er meget kuperet, hvor vi flere gange har hørt en hjort brøle ved en søleplads. Den har dog indtil nu snydt os ved kun at brøle mens det var mørkt, men være som sunket i jorden mens det var lyst, så vi havde ikke set hjorten endnu. Vi sætter os i en hochsits 400 meter fra sølepladsen, men hører intet mens det er mørkt. Da lyset kommer, går vi til sølepladsen, og kan se at der har været kronvildt for nyligt. Vi purscher igennem terrænet, den rute som jagtføreren vurderer de er gået – nogle steder ses også fod efter dyrene. Pludselig skimtes dyrene mellem træerne på et par hundrede meters afstand. Jagtføreren stiller skydestokken op, og jeg skal stå klar til at skyde hvis de krydser skovvejen. Det ene minut går med det andet, og tiden føles lang, men dyrene bevæger sig heldigvis i den rigtige retning. Det drejer sig om en hjort der har et par hinder med sig. Jeg står klar med riflen i skydestokken, mens dyrene nærmer sig skovvejen. Først kommer et par hinder, efterfulgt af hjorten, på ca. 120 meters afstand. Hjorten dukker op i kanten af vejen, og efter 1-2 sekunders vurdering lyder det afgørende ”Skyd” fra jagtføreren. Skuddet falder, og jeg føler at skuddet gik som en god bladkugle, dog måske lidt baglig. Hjorten tegner dog ikke helt ligesom jeg havde forventet med den kugleplacering – den tegner ved at sparke bagud med bagbenene. Jagtføreren er nervøs for om kuglen sidder meget bagligt i hjorten, men jeg føler mig ret sikker på at den er dødelig ramt. Vi går ikke til skudstedet, men i en stor bue omkring skovstykket for at støde til vekslen, og går mod hjorten fra den retning hvor den var på vej hen. Heldigvis ligger hjorten død, ca. 75 meter efter anskudsstedet, ramt af en lungekugle, en anelse bagligt som jeg havde vurderet. Efter bukkejagten hvor jeg ikke skød noget, havde jeg forberedt mig på at man absolut ikke kunne være sikker på at skyde en hjort, og ville da også have nydt turen selv om jeg ikke skød noget. Men at det gav en hjort i ”sidste time”, det var nu alligevel en kæmpe oplevelse, som jeg er meget glad for at få med. Hjorten viste sig at være en ulige 10-ender, med et gevir på 5,3 kilo.

Sølepladsen hvor vi hørte hjorten flere gange.

Ole med sin hjort.

Berømt hjort

Da vi nåede frem til hjorten, viste det sig at være en hjort med en meget speciel historie. Omkring 1 måned før jagten var der en hjort der var blevet viklet ind i et hjortehegn. Den havde siddet fast i 2 dage, havde raseret 40 meter hegn og havde flænset barken totalt af 5-6 stolper.  Derefter havde den viklet alt hegn rundt om et træ, og havde kæmpet for at slippe fri. Nogle svampeplukkere havde set den, men ingen turde at nærme sig hjorten, da den gik amok hver gang nogen nærmede sig. Til sidst lykkedes det for hjorten at komme fri, ved at den øverste halvdel af gevirets ene stang brækkede, og blev hængende i hegnet. Det var åbenbart den hjort jeg lige havde skudt. Hjorten var i god fysisk form, men havde et kæmpe sår hen af ryggen, som dog var ved at hele. Den havde formået at beholde et par hinder, men om den kunne komme igennem en kold vinter med det store hårløse område på ryggen kan man kun gisne om. Den afbrækkede del havde de på det lokale skovkontor, men jeg fik kun lov til at fotografere den. Ifølge jagtføreren var skovmyndighederne bange for at udlevere gevirdelen, hvis den blev brugt i den debat der kører i Polen for tiden, om hvorvidt der skal hegnes for hjortevildt, ved nyplantninger, i skovene. Jagtføreren ville ikke presse dem for hårdt til at udlevere den, da han mente at vi måske ikke engang havde fået lov at se gevirdelen hvis direktøren for skovkontoret havde været der, ligesom der var en vis fare for at de ville beslaglægge hele geviret, nu hvor hjorten havde en så speciel historie.

Hjorten med hudafskrabning på ryggen.

Den afbrækkede del af geviret.

Krudt og kugler
Hvad bruger man så af kaliber og kugler til sådan en jagt. Marie skød med 308 Win. og brugte en 9,7 grams Lapua Mega. Jeg selv anvendte 9,3x62 med en 18,5 grams Lapua Mega. Begge hjorte havde fint gennemskud.

Forlængede med en dag

Vi skulle være kørt hjem efter morgenjagten, men da jeg nu havde været så upraktisk at skyde hjorten den sidste morgen, valgte vi ret hurtigt at udsætte hjemrejsen til næste dag. Inden hjorten var afkogt, godkendt ved skovmyndighederne, og vejet, ville det meste af dagen være gået. Denne ekstra dag blev faktisk ret hyggelig og afslappende. Vi boede under jagten ved en af jagtførerne, og den gæstfrihed vi oplevede hos familien, og vores guide, var virkelig en fornøjelse. Polakkerne kan generelt ikke tale ret meget engelsk eller tysk, men man har jo en guide (tolk) på stedet, der står til rådighed hele tiden, så vi fik talt en masse med værtsfamilien. Om sommeren havde de landbrugsturisme, hvor de udlejede værelser til folk der ville opleve livet på landet, og naturen. De havde derfor en hestevogn, som blev spændt for hesten, således at vi fik en tur i skoven mens hjorten stod og kogte. Vores guide studerede turisme på universitetet, og hun ville meget gerne vise os seværdigheder i området, hvis vi var interesseret. De dage vi jagede morgen og aften ville vi dog helst sove midt på dagen, men her på den ekstra dag nåede vi , udover turen med hestevogn, også at besøge en nationalpark der lå i området. Det drejede sig om et område på 16 hektar med nogle meget specielle stensætninger der var sat som gravpladser af de skandinaviske vikinger, så man må sige at vikingerne har været lidt omkring dengang.  

”Afskedsparade”. Ole og Guiden forrest. Bagest fra højre: Marie, værtsparret, samt repr. fra reviret.

Hjemturen

Tilbage var hjemturen, som vi valgte at tage op gennem Tyskland. Der var 1030 kilometer på veje af varierende kvalitet. Turen hjem tog ca. 14 timer, og 2 gange måtter vi tømme bilen så tolderne kunne lede efter vodka og cigaretter som de åbenbart mente at alle rejsende fra Polen havde med, men som vi heldigvis ikke medbragte. I begge tilfælde endte samtalerne med tolderne dog som en hyggelig snak da de opdagede at det blot drejede sig om hjortejægere fra Danmark. En enkelt tolder insisterede endda kraftigt på at ville se patroner – det viste sig at han ville se hvor stor lighed der var mellem ammunitionen til hans 9mm pistol, og så patronerne til min 9,3x62. Efter besigtigelse af patronerne mente han ikke at kunne få plads til riffelpatronen i hans pistol. Trætte men glade nåede vi atter Danmark. En kæmpeoplevelse rigere, og med 2 prægtige hjorte i bagagen.