Af : Ole K. Hansen
Min første jagttur til udlandet gik til Sverige, på AMJ turen, for efterhånden rigtig mange år siden. I 2008 kom så atter trangen til at opleve de svenske skove. Det er egentlig underligt hvad det lige er der trækker når man skal vælge jagtrejseland. Efter at have været fast deltager på AMJ Sverigesturene i en årrække førhen, har jeg brugt pausen til at opleve en række andre jagtmarker. Elge er efterstræbt i Sverige, Norge og Estland, dog uden held. Bukke, hjorte og vildsvin er efterstræbt i Polen, med ret god succes. Det afrikanske kontinent er blevet besøgt, ligeledes med ganske gode resultater. Jeg har tænkt lidt over hvad det så er der atter trækker i de svenske skove, og specielt på AMJ turen. Tankerne nåede frem til at det er hyggeligt samvær med resten af holdet, afslappende stunder i skoven, med en kande kaffe, og med chance for måske at skyde en enkelt buk. Stilheden som kun lejlighedsvis afbrydes når nogle af de andre skyder. Tankerne nåede også frem til glæden ved at dele jagtoplevelsen med resten af AMJ holdet, og det at kunne dele glæden med dem der får skudt en buk. At turen så økonomisk ligger i den billige ende er jo også sundt for jagtbudgettet. En vigtig detalje var det dog også at AMJ turen gav mulighed for at vi kunne tage vore 2 hunde med på ferie.
Turen derop :
Førhen syntes jeg egentlig det var en relativ lang tur at køre til
Timmernabben. Efter at have oplevet 18 timer i en bus til Polen, og 28 timers
rejse til en Afrikansk jagtlejr, er turen til Sverige dog bare blevet et lille
smut, så turen derop forløb helt problemfrit.
Ankomst
:
Nogle ting var ændret siden vi sidst
var med på turen. Nu var der pludseligt blevet tradition for at man skulle
spise ål på ankomstdagen, hvilket vi jo også skulle prøve. Desværre var
vejret ikke helt til udendørs fællesspisning, så det blev i et vist omfang
som små lukkede spisninger rundt i hytterne, men hyggeligt alligevel.
Hytten hvor vi boede, i den ene ende :
Revir fremvisning :
På anden dagen skulle spændingen så
udløses med hvilke poster Kjell havde fundet. Nogle af dem kunne jeg kende fra
"Tidligere" tider, mens andre var helt nye. Det var da også ”ærgeligt”,
nu kunne jeg huske hele reviret uden ad ”Førhen”, og nu skulle man næsten
starte forfra -
sådan går det når man ikke er fast deltager år efter år. Jeg prøvede
dog at gemme alle poster på GPS navigatoren, hvilket fungerede rigtig fint
(hvad gjorde man dog inden disse nymodens vidundere blev opfundet
- jo, nu husker jeg det, da kørte man forkert).
Post 8 studeres før jagten :
Buk
:
Førte aften havde jeg trukket post 11, og Anders Steffensen havde frivilligt
byttet sig til reserveposten som var nr. 12. Ikke fordi der var noget galt med
post 12, men der var ½ kilometer at gå, hvis man ville ud til den, og det
kunne være svært at finde tilbage i mørke. Der går stadig beretninger om
tidligere deltagere som nær aldrig var blevet fundet, efter at være faret vild
ved post 12. Min post var med udsigt over et stort klippeområde, med 155 meter
over til skovkanten som dannede skel. Et enkelt sted var der en rydning op i
skoven, så man kunne se ud til 300 meter. Deroppe i den rydning kom en buk til
syne. Selv på den afstand, kunne jeg se at det var en buk jeg gerne ville
skyde. Efter ½ time kom den frem i skovkanten som dannede skel. Afstandsmåleren
viste 155 meter, og tankerne begyndte så småt at vurdere, om chancen var god
nok. Min beslutning blev dog at bukken ikke skulle lide under den usikkerhed der
trods alt ville være ved at skyde på den afstand. Den fulgte skovkanten et
stykke, og gik derefter lidt ind på ”Mit” område, men forsvandt i en
lavning. Efter en vurdering af området var der specielt et bestemt sted hvor
bukken kunne komme på skudhold, hvis jeg skulle skyde den. Stolen i hochsitzen
blev flyttet, og en skydestilling blev afprøvet mod det pågældende område.
Kort tid før ”Lukketid” kom bukken, en ulige seksender, præcis hvor den
skulle, og afstanden var 90 meter. En perfekt kugle blev sat, og bukken lagde
sig synligt og forendt efter at have løbet 30 meter fra anskudsstedet. Jeg var
meget tilfreds, ved uden ærgrelse at have overvundet fristelsen til at skyde på
for langt hold, og jeg var taknemmelig for efterfølgende at have fået en
perfekt chance. Det er let at skyde, men at lade være, det er kunst.
Umiddelbart efter mit skud dukkede Anders op, ude fra post 12. Jeg havde hørt
et skud kl. 20 og Anders havde sin buk med tilbage. En flot indsats, at tage en
reservepost, tro på chancen, og udnytte den. Jeg havde hundene siddende i
bilen, og selvom det ikke var nødvendigt fik de lov til at følge sporet på
min buk. For hundene giver det stor glæde og stolthed at finde sådan en buk,
og den belønning skulle de have efter at de i adskillige timer, uden problemer,
under hele turen sad klar i bilen til at kunne hjælpe os med eftersøgninger
hvis det blev nødvendigt. Det var derved en rigtig god aften vi havde haft
”ude for enden”, ved post 11 og 12.
Ole`s buk :
Bukken blev skudt her fra post 11, til højre ved birketræerne :
Hunde på tur :
Hvor slemt er det så at have hunde med til Sverige. Rent lovmæssigt skal de
have et hundepas, som ligner vores pas (de er dog bare blå, og ikke rødbedefarvede).
Vaccinationer skal være i orden, men derudover skal der tages en blodprøve der
bekræfter at der er dannet de nødvendige antistoffer overfor rabies. Og så
skal de have en ormekur indenfor de sidste 10 dage før afrejse. Rent rejsemæssigt
havde vi ingen problemer overhovedet. De blev luftet 1 gang på vej derop, og
ellers sov de hele vejen. I hyttebyen skulle man lige vænne sig til at man
selvfølgelig skal tage hensyn til de andre gæster, men ellers gav det ingen
problemer, så det er ikke sidste gang vi har hunde med på ferie.
Bella og Anka på tur :
Eftersøgninger
:
Hundene vi havde med er i årets løb trænet meget på schweiss spor. De er
ikke i Schweissregistret, men udretter efterhånden et hæderligt stykke
sporarbejde, og vi turde derfor tilbyde at hjælpe med eventuelle eftersøgninger.
Der blev heldigvis/desværre ikke ret meget brug for dem, men alt andet lige har
det trods alt været betryggende at have dem i ”Baghånden” hvis en kritisk
anskydning skulle forekomme.
Forventninger
opfyldt :
Blev drømmene så opfyldt. Ja, det gjorde de. Turen leverede det vi havde
forventet. Ikke mere, men heller ikke mindre, og så må man ikke klage, ligesom
man jo altid skal huske på at ”jagt er jagt”. Skal vi afsted igen ? tjae
det må tiden vise. Efter en rejse skal man fordøje oplevelserne, og man finder
fred i sjælen, og lever på turen i en tid. På et tidspunkt opstår der dog en
længsel efter nye oplevelser. Hvilke oplevelser denne længsel går efter kan
man ikke altid vurdere i starten, men et er sikkert, og det er at når først
den fornemmelse er kommet, så ender det med en eller anden tur. Det er den last
man må leve med når først riffeljagt er gået i blodet !